I starten af jagtsæsonen ser vi altid småflokke af pibeænder, aldrig i store mængder. Det er først lidt senere vi får glæde af strandens vel nok almindeligste and i september, oktober måned.
I november måned må pibeanden blandt svømmeænderne konkurere med gråanden om denne værdighed.
Her omkring den 20 september sås det første store træk som altid domineret af gamle fugle, hvor andrikkens piften og fløjten bliver en hyggelig lyd på strandjagtturene.
Ikke alle strandjægere er begejstret for at skyde pibeanden. De kan af og til, græsædere som de er, have en ubehagelig ram smag.
Lidt senere kommer de unge fugle, og her går det lidt bedre med det kulinariske.
Jeg har hørt betegnelsen, at pibeanden er strandjægerens rugbrød. Ikke bogstaveligt fordi det betyder mad på bordet, men måske ligeså meget fordi pibeanden giver liv på stranden. Der er altid noget at kigge på, og vælger du at kravle til den giver det ofte en lang næse, mens lokkefuglene på særlige dage kan give en spændende jagt.
