Det er vel sådan for de fleste strandjægere, at man lige skal en tur på stranden inden sæsonafslutningen for at skyde den sidste gråand, gås, hvinand eller ederfugl.
Af forskellige årsager kom jeg først i gang med at skyde ederfugle på træk for lokkere i starten af februar måned, ikke mindst på grund af den tilbagevendende blæst i week-enderne. I hele den øvrige jagtsæson var der fuldt op at gøre med svømmeænderne, grågæssene og så til sidst hvinænderne.
I den første week-end i februar skulle ederfuglene så prøves, og så kun andrikkerne. Det gav også problemer, idet jeg flere gange måtte undlade at skyde af fare for at en hun skulle komme i haglsværmen.
Strandjægerne må vel nok indrømme, at vi af og til afgiver skud til ederfugl i temmelig lange sideskud, hvorimod vi er mere påpasselige med høje skud.
Netop den sidste jagttur skulle gøre lidt op med den sidste antagelse.
En større flok passerede i anselig men ikke uforsvarlig højde med en andrik passende for sig selv. Langt frem på andrikken og så lige et lille ryk til og den gik ned så totalt dødskudt som man næsten kan forestille sig. Stålhagl no. 1 er absolut anvendelige, når holdet er i orden.
Vi har vist alle erfaret, at en and ligefrem kan sprænge i brystet når den tager vandet. Det har jeg oplevet med andre andearter, som har et naturligt tykt fedtlag på brystet. Ederfuglen er en forholdsvis mager fugl, og det var derfor med nogen forbavselse jeg konstaterede, at det faktisk var sket med denne andrik. Faldet fra den store højde havde åbnet fjerdragten ind til brystbenet, og ud over dette var begge vinger brækkede, så ederfuglen var virkelig truffet af kerneskuddet.
Der er måske noget symbolik i, at turen gav et alvorligt hold i ryggen, man kan jo lade være med at ”mishandle” fuglene, når man skyder dem.
